De seneste måneder har eleverne givet sig i kast med forskellige fag og engageret sig i det ene fede projekt efter det andet. Til venne- familliedagen kunne vi så præsenterede udstillinger af alt fra fotobøger, debatindlæg og keramik til kimonoer, zines og malerier. Dagen bød også på en helt særlig vocal performance oplevelse og koncert i gaden med ‘kreativ musik og lyd’. Traditionen tro blev dagen skudt i gang med to elevtaler. Nedenunder kan du læse Jakob og Clara taler.
Elevtale af Jakob Schneider
Højskolens rutsjebane betragtet som en sonate
Da Bodil i sidste uge henvendte sig til mig og spurgte, om jeg ville skrive en tale til i dag, takkede jeg ja – og ligesom Clara gik jeg i tænkeboks. Jeg tænkte længe over, hvad talen helt præcist skulle handle om, og hvordan man lige skulle veje det. Jeg har været vidt omkring i mine tanker, som jeg efterhånden vil kalde vildfarelser. Stort og småt. Højt og lavt. Ja, faktisk nåede jeg næsten et punkt, hvor jeg ikke mente, den skulle handle om noget, men så skulle der heller ikke lang tid til at overbevise mig selv om igen, at jeg vist nok tog fejl på det punkt.
Men alligevel endte jeg et sted, som jeg ikke havde regnet med; Jeg lå og grublede over talen, der inden man falder i søvn om aftenen, hvor alle idéerne kommer til én, og så slog det mig, at et højskoleophold minder om sonaten fra wienerklassikken – hvis man altså lige glemmer den der coda, som kan være en forfærdelig lang outtro. Tilbage står man med tre væsentlige dele: Ekspositionsdelen, hvor temaerne eller melodierne præsenteres, modulationsdelen, hvor temaerne bearbejdes på den ene eller anden måde af komponisten – det er lidt her de får lov at freestyle – og til sidst reprisen, hvor temaerne gentages i samme toneart.
I kan sammenligne det lidt med litteraturfisken eller de tre akter, man kender fra historiefortælling. Tættest på ligger dog hjem-ude-hjemme formen fra eventyret, men selv om det egentlig bare drejer sig om semantik, vil jeg nu helst bruge sonate-analogien. Det har et vist poetisk ekko, og så er jeg heller ikke stødt på nogen hunde med øjne så store som tekopper eller ulve, der kan tale.
Højskolens ekspositionsdel er naturligvis i begyndelsen af opholdet, hvor ingen ved, hvad der er i vente. Personligt vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente af opholdet, udover at jeg havde en ambition om forbedre mig fagligt. Jeg var ikke så bekymret, for jeg regnede med, at alt det der med værelseskammeraten nok skulle ordne sig. Og ganske rigtigt; Da Valdemar kom vadende ind i på vores værelse med hele familien fyldte de rummet med en god energi. Da hans familie, der lige så vel kunne have været 50 mennesker i stedet for fire-fem personer inde på det lille værelse, tog afsted, og det nu bare var os to derinde, gik der omtrent fem minutter før han sagde; “Jeg har taget værktøj med” og hev et IKEA-værktøjssæt op af tasken. Dér vidste jeg, at alt nok skulle gå – for ham her havde jo styr på sagerne.
Der er også nogle andre kendetegn på denne førnævnte ekspositionsdel af opholdet; Nogle som jeg tror, mange vil nikke genkendende til. I denne tid af opholdet er det svært at gå tidligt i seng, for man skulle nødigt misse noget, alle dukker op til morgensamling, ens værelseskammerat stadigvæk sover på værelset hver nat, og man har de der samtaler inden, man skal sove;
“Der skete bare det sjoveste i dag”
“Hvordan var gymnasiet egentlig for dig?”
“Ej, den lugter!”
“Har du lagt mærke til hende der?”
“Ja, wow, hun er smuk”.
Fagene starter op, og man er klar på at komme i gang. Ugerne går så småt, og venskaberne bliver formet lige så stille. Den første fest afholdes, de kollektive tømmermænd rammer. En uge forsvinder, og pludseligt dukker der nye elever op. De integreres i fællesskabet, og straks har man glemt, at der overhovedet var engang før dem.
Efter en måned tager vi på studietur til Berlin, og det er her modulationsdelen begynder, hvor temaet bearbejdes og ændres i en grad. Man går på opdagelse i Berlin i de etablerede vennegrupper, og den fællesmængde af oplevelser og historier, der skal til for at danne et solidt venskab, begynder her. Der var blandt andet dengang Clara Johanne og Holger “glemte” at betale regningen og fejringen af Jespers fødselsdag nede ved åen, hvor hele højskolen begyndte at spille teatersport.
Da vi kom tilbage til højskolen, føltes det for mig som at komme hjem igen. Jeg havde alligevel været her i lang tid nok til at kalde det for hjem. Den næste tid var mere afslappet end tidligere, selv om der stadigvæk var fuldt program hver uge. Men skemaet bestod ikke længere af “teambuilding”-aktiviteter. Det var nu det almindelige ugeskema, som til dels også var båret af venskabernes udvikling. Fodret med inputs fra den daglige undervisning, fester og tømmermænd og krydret med et par gode idéer varierede dagenes aktiviteter rigeligt – og sådan er det stadigvæk.
Sidste uge ved ganggruppemødet var der flere, som udtrykte, at det var svært at vælge blandt alt det, man gerne vil, for der sker jo noget hele tiden. Det kan være alt fra at diskutere Kims filosofilæren over kaffen til at barbere skægget af Emil, fra at råbe over Ludoterningens udfald til at arrangere en festival, fra at tage en lur til at feste til vinterens lyse timer. Og lige netop det der med at tage en lur er specielt, for intensiteten af en hverdag, der føles som 18-timer lang, har en pris; Man bliver træt, og hvis der ikke er tid til det om natten, må det blive om dagen. Det er ikke kun for sjov, at Louise lavede en instagram-profil, som hedder “Silja Sover”, hvor hun uploader billeder af sin værelseskammerat Silja som, navnet antyder, sover. For andre kan det handle om, at man føler sig lidt nede en dag, og sådan har vi det alle sommetider. Man skal tage sin tid væk fra fællesskabet, så man kan være en del af det på andre tidspunkter. Vi er alle anderledes og lader op på forskellige måder, men jeg tror ikke, der findes nogen, som slet ikke har brug for at melde sig ud af og til.
Nå, men i hvert fald udebliver folk nogle gange fra aktiviteterne. I denne modulationsdel eller -fase af opholdet finder nogle elever ud af, at det er nemt at sove gennem morgensamling, for så kan man jo lige få en halv time ekstra på øjet. Men hvis en håndfuld hoveder mangler til morgensamlingen lægger man ikke så meget mærke til det, og så sker der vel ingen skade. Og når jeg nu står her og taler om alt det med søvn, så må jeg ikke glemme at nævne lokationen af overnatningen. For det meste foregår det på værelset, men med jævnt mellemrum sover værelseskammeraten inde ved hende der, som han vist nok havde kysset lidt med.
Tiden flyver afsted, og lige pludseligt finder jeg mig selv sidde i et fly mod Dubai, hvor jeg bagefter skal videre mod Tokyo. Studieturen, som foregår med sit A-fagshold, er starten på reprisen i højskolesonaten, hvor temaet gentages, som det var i starten, og her kommer muligvis hele årsagen til, jeg tror på, at sonate-analogien kan virke; Kim sagde til os i psykologiundervisning for et stykke tid siden, at det tager ca. to måneder at ændre et førstehåndsindtryk, og når jeg tænker over rejsen til Tokyo, så snakkede jeg med mange af dem, som jeg ikke havde lige i første omgang havde opsøgt. Ligesom i begyndelsen voksede nye venskaber frem dér på den anden side af kloden. Jeg følte lidt, at højskolen gav mig en mental lussing og sagde; “Det er jo ikke slut endnu, for fa’en! Der er jo stadig ting og sager, du ikke har udfordret!” Det var såmænd sandt nok. Og så var der også den faretruende sandhed, der ulmede i alle vores sind, efter vi kom hjem; “Højskolen er snart forbi.” På en måde tror jeg, det bidrog til, at jeg selv intensiverede min arbejdsbyrde. Jeg skulle have det meste ud af opholdet, mens jeg stadigvæk var her. I reprisen som vi jo befinder os i, kommer kun halvdelen af eleverne til morgensamling, og min værelseskammerat sover stort set aldrig hjemme. Ja faktisk ved jeg faktisk ikke helt, hvor han er henne det meste af tiden.
Nu har jeg dog for alvor kunnet mærke, at opholdet ebber ud; Afslutningen på A-fagene i går ramte mig hårdere, end jeg havde regnet med. Jeg kommer til at savne det, og det ved jeg med sikkerhed, jeg ikke er ene om. Men der er jo også en dag i morgen, og den ser jeg frem til.
Selv om man siger, vi skal leve nu og her, er det samtidig også den morgendag, vi bekymrer os om her på højskolen. Vi er blevet forkælet med oplysning om verden; Der har været utallige foredragsholdere, kulturelle arrangementer, og så har vi amerikanske studerende boende på skolen. Jeg vil gerne takke skolen for at udføre et eminent godt arbejde i at bringe verden ind i huset og at gøre os relevante i verden. Det seneste eksempel på dette er udstillingen på Rigshospitalet, som foto- og radioholdet har lavet. Dette demokratiske eksperiment, vi kalder højskolen, virker kun i kraft af de individer, der engagerer sig i fællesskabet. Det, jeg mener, er at højskolen altid evaluerer sig selv som en entitet, da de personer, som udgør fællesskabet, gør det selv samme. Da alt er til diskussion, skabes der et rum, hvor der kan skubbes til grænser, og hvor der kan eksperimenteres. Det gælder både for lærere og elever; Selv er jeg blevet udfordret i fotografi, og også i filosofi, hvor kønsdebatten har fyldt meget, og Joachim vores fotolærer kom vist til at røbe, at det var et kæmpe sats at tage over tyve elever med på den anden side af Jorden. Det kunne snildt være blevet en mindre katastrofe ifølge ham. Første gang, jeg lagde mærke til det, var da han sagde, at priserne var nogenlunde lige som i Danmark, hvortil vi fandt ud af, at alt er billigere i Japan. Den anden gang var, da han afslørede til sidst på turen, at Yuri vores japanske kontakt var grunden til, at vi var kommet ind på museer og karaokebar.
Jeg tror, højskolen gør en opmærksom på ens egen agens i verden, og det lærer os at engagere sig i samfundet – på den ene eller anden måde. Der mange flere ting, jeg ikke kan sætte ord på, som et højskoleophold lærer folk, men vi behøver jo heller ikke altid være i stand til at fortælle præcist, hvad vi har lært. Det kan sagtens være, det først bliver synligt om et år eller to. Men den højskoler, jeg taler så positivt om er ikke altid idyllisk. Når dens elever ikke respekterer og overholder dens regler, sættes højskolen i et eksistentielt paradoks; Da den som tidligere nævnt kræver engagerede mennesker for at fungere, er det et kæmpe tab for fællesskabet, når folk melder sig ud, fordi de ikke gider. Det er ikke fordi, jeg vil stå her med en løftet pegefinger, men man skal nogle gange bare noget, man ikke gider, og så dukker man op, og så holder man sgu sin mund, når andre snakker. Jeg vil blot opfordre til, at man møder det ukendte med et åbent sind, og at man lytter. Virkelig lytter. Der er et ordsprog, som pointerer det ret godt, der lyder; “Vi har to ører og én mund, og vi skal bruge dem i det forhold.” Så husk på at vi lærer mest når vi er uenige med hinanden.
Om jeg selv har lært en masse, er jeg ikke i tvivl, men hvad jeg specifikt har lært, ved jeg ikke. Hvis jeg skulle formulere bare noget, ville det nok være noget i stil med dette;
Bryd dig ikke med bekymringer, om du kan eller ej. Find et mål og jagt det, som gjaldt det liv eller død. Det er ganske vist hørt før, men jeg har prøvet at efterleve det, og nogle gange kan det føre til Tokyo eller måske bare Hillerød.
Elevtale af Clara Miller
Mange af jer forældre har sikkert tænkt, hvad er det der højskole egentlig for noget. Hvad er det vi har sendt vores børn hen til, og har det nu også været 40.000 kr værd? For at give jer alle sammen et indblik af hvordan vi har levet på højskolen, så vil jeg gerne læse et stykke op fra en tale jeg holdt for et par måneder siden som afslutning på faget krop og sind.
Der er pause efter timer.
Mad efter pause.
Pause efter mad.
Timer efter pause og
pause efter timer.
Mad efter pause og
pause efter mad.
Rengøring er fastlagt to gange om ugen.
Møde hver torsdag.
Film hver onsdag og søndag.
Album lytteklub engang i mellem.
Klovn hver mandag. Klovne hver weekend.
Alkohol hver weekend.
Dans til hver fest.
Tømmermænd efter hver fest.
Kaffe hver dag. Rigtig meget kaffe.
Kage hver anden aften.
Lur hver dag. Lur hver weekend. Fælleslur.
Tjans én gang om måneden. Duften af lækker mad, der smager lige dét bedre fordi man
ikke har løftet en finger for at få den.
Nye siddekammerater ved hvert måltid.
Samme mennesker omkring dig hver dag.
Jeg synes at det her lille digt kan man nærmest kalde det er en fantastisk beskrivelse af hvordan livet på højskolen har udspillet sig for os. Der er enormt meget fritid på højskolen, og vi kommer tæt ind på livet af rigtig mange mennesker. Mennesker som jeg personligt håber og tror jeg kommer til at dele mange hyggelige stunder med også efter vi stopper.
Vi spiser sammen, fester sammen, er glade sammen og triste sammen. Vi laver mad, fotobøger, malerier, kimonoer, film og radiomontager sammen. Vi har politik, psykologi og eksistentialisme sammen. Vi bliver klogere på livet (forhåbentlig da) og hinanden samt os selv. Hvis man spørger mig er højskole ganske vidunderligt og noget alle burde opleve i deres ungdom især.
MEN på nogle tidspunkter har det også været rigtig hårdt at gå på højskole. Man får en
stor trang til at være med til alt hvad der foregår på skolen, men må så også erkende at det kan man ikke. En gang imellem har man brug for at trække sig tilbage, blive liggende i sengen i stedet for at gå til foredrag tirsdag aften, eller springe over når nogle spørger om man er klar på et spil partners efter frokost, fordi man simpelthen har brug for en pause fra fællesskabet, der ellers er en virkelig skøn ting. Det at starte på Grundtvigs er nok den mest spontane beslutning jeg har truffet i mit liv.
Jeg tænkte at højskole måske kunne være noget for mig, men da jeg stoppede på gymnasiet passede det ikke ind i mine planer om at arbejde og rejse rundt som backpacker. Da jeg kom hjem efter min anden rejse her i sommers, kunne jeg til gengæld ikke lade være med at slippe tanken om at det der højskolehalløj måske faktisk ville være rigtig fedt. Så 2 dage inden start meldte jeg mig til. Og med alle de dejlige mennesker jeg har mødt, og fede fag jeg har haft har jeg ikke fortrudt ét eneste sekund.
Jeg har haft så mange gode oplevelser. Så som at spille ludo med Holger, der går meget op i at vinde og altid spille som rød, at få parisertoast i de sene aftentimer inde hos Niels og Emil, se gode film hver onsdag med Valdemar, en sludder med min roomie Andrea om alverdens ting eller at tage røven på folk til en fest, da jeg som dj med Lea og Mathilde spillede optagelser af os der sang karaoke i stedet for at afspille sange fra spotify. Der har været så mange gode minder.
I starten var vi alle sammen høje på adrenalin og hoppede rundt for at snakke med alle og spille bordtennis og hint og bezzerwizzer. I midten af opholdet begyndte vi at lukke døren til værelserne, hvor vi lå i kæmpe ske og så dårlige DR programmer. Her hen mod slutningen er de blå sofaer i pejsestuen blevet godt indviet og det er som om alle har mod og lyst på at presse hver en enkelt dråbe ud af højskolen for at få det hele med.
Og venner, der er godt nok kun 11 dage tilbage og det virker som forfærdelig kort tid. Men lad os få det bedste ud af det, og så huske på at der heldigvis også findes et liv efter højskolen. Og til familierne. Jeg håber, at I har fået et indblik i hvordan et liv på Grundtvigs ser ud.
Og så må I tro på at det har været det hele værd!
