Mulla takker sine kunder på menukortet

Af Hilde Agergaard Svendsen

På Frederiksværksgade lige over for den lokale SuperBrugs ligger en lille, grå forretning med et klassisk bord- og stolesæt sat udenfor. Over taget er et stort skilt, hvor “Ullerød Pizzeria” står skrevet med røde bogstaver.

Allerede inden jeg går ind i butikken, kan jeg dufte friture og smeltet ost. Jeg bliver mødt i døren af en storsmilende mand, der med det samme får mig til at føle mig hjemme. Efter et par få minutter har han tilbudt mig en pizza, noget at drikke og inviteret mig med om bag ved disken, for at jeg kan se hele butikken.

Mulla Saritas er ejeren af Ullerød Pizzeria, hvor han har haft sin gang i over 20 år.

“Jeg startede som medarbejder i pizzeriaet. Da ejerne stoppede, spurgte de mig, om jeg ville købe stedet. De syntes, jeg var flink, og tænkte, at jeg kunne styre forretningen. Så chancen kom, og jeg prøvede det af,” siger han.

Mens Mulla fortæller, svinger han den bløde pizzadej op i luften, og den lander som en fin cirkel på bordet. Hans hænder bevæger sig hurtigt, mens han lægger fyld på pizzaen, og selv med to pizzaer foran sig slipper han ikke mit blik under vores samtale – han er som sat på autopilot.

Menuen med de mange navne
Over skranken hænger et stort menukort, hvor Mullas omkring 200 retter står beskrevet. Det ligner et almindeligt menukort, men der er dog noget lidt specielt ved netop dette.

“Vi har et af de eneste menukort i Danmark, hvor alle retter har navne efter personer. Jeg synes, at det er hyggeligt, hvis der kommer en kunde, man kender, og så er der en pizza med deres navn,” siger Mulla.

Jeg spørger ind til de forskellige navne, og Mulla kan huske hver og en.

Danbolig-pizzaen – nummer 77 med skinke, salat og dressing – er lavet til en flink fyr, der arbejdede i Danbolig Hillerød i nogle år.

Ramo-pizzaen – nummer 82 – er lavet til en kollegas kone, og nummer 5 – håndværker-pizzaen med al tænkeligt kød på – er speciallavet til Ullerøds håndværkere, der tit kigger forbi Mullas sted.

“Nummer 34? Det er Kåre, han bor lige her omkring. Han kommer tit og bestiller mad. Jeg snakker godt med ham, så jeg tænkte, at jeg ville lave en pizza til ham.”

Ifølge Mulla skal man ikke gøre noget ekstraordinært for at få opkaldt en pizza efter sig, man skal bare være en hyppig kunde, som er frisk på en god snak.

En fremtid i Ullerød
Mulla planlægger ikke et jobskift lige foreløbig. Da jeg spørger ind til fremtiden, hiver han en plantegning op. Han vil købe den tomme forretning overfor, så han kan lave et større pizzeria, hvor der er plads til flere kunder og medarbejdere:

“Jeg skal ikke væk fra Ullerød. Jeg kender mange af mine kunder her. Og deres børn. Og også deres børnebørn. Hvis jeg sidder på gaden, bliver der dyttet og vinket efter mig. Ullerød er glad for mig, og jeg er glad for Ullerød,” siger han.

Da jeg træder ud af pizzeriaet, får jeg min pizza og en sodavand med på vejen uden betaling, og da jeg senere på ugen træder ind igen, bliver jeg mødt af “Hej, min ven. Godt at se dig!”