Verdens brændpunkter
Ser man ud på verden, kan den synes at stå i flammer. Gaza og resten af Mellemøsten. Ukraine og Belarus. Andre steder ulmer konflikter. Den helt store med Kina. Men også i Bosnien. Congo. Nigeria. Og flere.
Trump ser ud til at være på vej til magten i supermagten igen. Den yderste højrefløj har markant fremgang i en håndfuld lande, endda Frankrig og Italien.
Samtidig har der aldrig været færre mennesker, der lever i fattigdom. Den globale gennemsnitslevealder stiger og der virker til at være bred enighed om bekæmpelse af klimaforandringerne.
Alle de brændpunkter og dem, der bryder ud undervejs, skal vi stille skarpt på sammen. Gennem besøg af eksperter, praktikere og politikere, der arbejder direkte med problemstillingerne, vil vi få styr på de helt store politiske linjer i vores verden.
Din underviser, Peter Westermann, har hørt så forskellige store skikkelser som Fidel Castro, Barack Obama og Angela Merkel tale på deres hjemmebane. Trykket hånd med Afrikas første kvindelige præsident. Og mødtes med en god portion andre, der blev, var eller havde været statsledere. Personer, som kunne bevæge verden – hvis enkeltpersoner da kan det..? Dét må vi tale videre om!
Underviser: Peter Westermann