”Terningerne er kastet.”, sagde Julius Cæsar, da han marcherede sin hær mod Rom. I dette fag nøjes vi med at kaste terninger og flytte figurer. I Strategi på spil vil du blive introduceret til spilteori, hvor man simulerer en relativt realistisk virkelighed og spiller sig til de mulige udfald.
Kunsten at lægge, følge og ændre en strategi kræver træning. Som Napoleon sagde om sin strategi: ”Man engagerer sig – og så ser man, hvad der sker.” Man er nødt til at revidere sin strategi efter begivenhederne. En variant af samme citat stammer fra den store prøjsisk/tyske militærstrateg Helmuth von Moltke hedder: ”Ingen slagplan overlever nogensinde den første kontakt med fjenden.” I den prøjsiske hær udviklede man et krigsspil, der skulle træne generalerne i at lægge og ændre strategier for felttog.
Selvom vi træner strategilægning og -justering gennem krigsspil, kan det stadig kaste erfaringer af sig, der kan bruges inden for andre felter. Og først og fremmest vil vi have det sjovt, og du vil blive udfordret.
Vi vil spille brætspil som Diplomacy, der er et forhandlingsspil, som starter i 1901, Axis&Allies, der er et klassisk krigsspil, hvor vi kan spille enten 1. eller 2. Verdenskrig igennem og Napoleon in Europe, der omhandler årene 1800-1815 og både indeholder diplomatiske forhandlinger og militære aktioner fra strategisk til taktisk niveau. Har vi tid til overs, kan vi kaste os ud i flere spil.
Forud for hvert spil vil du få en kort introduktion til den pågældende periode og konflikt, så du bedre kan leve dig ind i spillet og lægge din strategi.
Underviser: Peter Westermann
Politisk kommunikation