Scenariet er velkendt: Man sidder i biografens mørke og lader sig suge ind i filmens univers. Virkeligheden udenfor er sat på stand by, og man læner sig tilbage for at blive opslugt af en eminent fortælling. Eller for at blive rørt af en kærlighedshistorie. Eller for at blive underholdt. Eller blive klogere. Eller….
Moderne Film byder på en rundrejse i filmkunstens mange udtryksformer. Vi vil bevæge os på kryds og tværs af genrer, epoker og instruktører og blive klogere på filmmediets mange aspekter, stilarter og virkemidler.
Vi vil forsøge at fortolke, forstå og forklare, og målet med kurset er, at deltagerne får en filmteoretisk indsigt, et overblik over den moderne filmhistorie, og en række analyseredskaber, der kvalificerer og nuancerer vores oplevelsen af at se film.
Vi vil tale om filmisk håndværk – såsom dramaturgi, billedkomposition og montageteori, men det er de filmiske mesterværker, der er fagets omdrejningspunkt – de film der ikke altid kan forklares og forstås, men som først og fremmest skal opleves.
Underviser: Bodil Chemnitz