I Journalistik & medier lærer du at skabe levende historier, der i bedste fald sidder i kroppen på modtageren flere dage efter, de er blevet fortalt. Med afsæt i klassisk journalistik og formidling bliver du klædt på til at kunne producere dine egne fængende fortællinger på forskellige platforme. I faget arbejder vi med hele processen fra idé til færdig udgivelse. Du bliver præsenteret for en stærk kombination af teori og praktiske øvelser, som undervejs hjælper dig med at finde og udvikle din egen journalistiske stemme.
Men Journalistik & medier handler ikke kun om at skrive eller fortælle godt. Du skal også vide, hvad du skriver om, hvorfor du gør det — og hvem du skriver til. Faget klæder dig derfor på til at bruge både hoved, hånd og hjerte, når du går til angreb på virkeligheden for at forløse historierne fra de mange spændende mennesker og miljøer, der gemmer sig omkring os.
Vi kommer undervejs til at arbejde aktivt med interview-teknik, research, vinkling, reportage, portræt, godt sprog, feedback og sparring. Samtidig inddrager vi sanser og følelser, når vi skal give vores modtagere journalistiske aha-oplevelser, som de kan spejle sig i og måske fortælle videre til andre.
I undervisningen kommer du til at arbejde både individuelt og i grupper. Vi skal løbende lade os inspirere af andre journalisters arbejde, ligesom vi besøger et eller flere mediehuse for at opleve, hvordan jobbet og hverdagen udspiller sig i journalistbranchen.
Drømmer du om at blive journalist eller arbejde professionelt med medier eller kommunikation, er dette fag måske noget for dig. Men det er lige så meget for dig, der gerne vil snuse til journalistik og dét at kunne formidle på forskellige niveauer og i forskellige sammenhænge. Faget kaster med andre ord teknikker og erfaringer af sig, som kan bruges livet igennem, uanset hvilken karriere man forfølger.
Underviser: Sofie Buch Hoyer