Affald udgør et kæmpestort miljøproblem, og samtidig er der enorm global skævhed i, hvor meget affald vi producerer. Danmark er et af de lande i verden, der producerer mest affald med i gennemsnit 1,3 kg affald pr.dag pr.dansker mod under 100 gram hos landbefolkningen i de fleste afrikanske og sydamerikanske lande.
Som de luksusmennesker vi er, er vi nok ikke så villige til at nedsætte vores komfort, og vi har jo lyst til at anskaffe os nye ting. Vi kan ikke tilbagerulle tiden og gå i vadsæk og træsko, som vi slider op gennem et helt liv. Derfor må vi omtænke produktionsmetoderne og se affald som et udgangspunkt for nyt design. Nationale og globale love og regler kan sætte standarder, men geniale opfindelser og nytænkning kan også lave små revolutioner. Og det er det, der skal være omdrejningspunktet for dette fag!
Vi kommer ikke til at opfinde en ny el-bil eller opstille en vindmøllepark, men vi kan i al beskedenhed måske få nogle nye idéer til trends og materialer, og vi kan blive bevidste om produkternes værdi.
I faget skal vi arbejde med tekstiler, beton, papir, konservesdåser, træ og glas. Jeg præsenterer jer for en række metoder og ideer til at arbejde med de forskellige materialer. Og så kan I designe løs af lamper, tasker, tøj, smykker, vaser, møbler etc. Materialeforbrug: 75,-
Underviser: Ditte Thomassen