Onsdag den 11. marts: Morgenmad I går aftes annoncerede vores forstander, Jakob, at studieturen til Marokko måske skal aflyses. Til morgenmaden i dag diskuterede vi, hvad det mon ville ende med. Skal vi afsted? Skal vi blive hjemme?
Nogle havde allerede besluttet sig for at blive hjemme uanset hvad, men resten ville virkelig gerne afsted – inklusiv mig. Jeg har en mærkelig fornemmelse i maven over det her, men jeg er stadig optimist. Så slemt står det heller ikke til med coronaen nu, så jeg krydser fingrer for, at vi tager afsted.
Onsdag: Efter morgensamlingen Vi skal ikke afsted. Jeg så den godt komme, men alligevel er jeg chokeret. En af grundene til at jeg overhovedet begyndte på Grundtvigs var studieturen til Marokko. Men det er ikke det værste; det værste er stemningen på skolen. Den er tung. Lige efter morgensamlingen, hvor vi fik beskeden, stillede køkkenet kage ud til os. Det hjalp meget lidt. Jeg dropper musikundervisningen i dag, fordi jeg er ked af situationen.
Onsdag: Frokost Lærerne har disket op med en plan for, hvad der skal ske på skolen, nu hvor vi alligevel ikke skal til Marokko. Det er ikke helt det samme, men det ser faktisk ret godt ud. I morgen er der for eksempel arrangeret en velkommen hjem-fest for de elever, der var på vej til Marokko med toget, men måtte vende hjem, da de kom til Spanien. Denne her uge skal nok blive god.
Onsdag aften: Foredragssalen Der har været en eller anden pressekonference og på baggrund af den, er vi alle blevet bedt om at møde op i foredragssalen. Jeg forstår ikke helt, hvad der sker, men på vej derop taler de andre om, at skolen skal lukke. Jakob tager imod os med meddelelsen om, at skolen lukker, og alle skal ud fredag. HVAD?! Jeg får den mærkelige fornemmelse i maven igen, og jeg ser, at folk omkring mig begynder at snøfte. Karoline, der sidder ved siden af mig, tilbyder mig og Brynja, der begge er fra Island, at vi kan flytte hjem til hende. Det beroliger mig. Lidt.
Jeg føler mig hjælpeløs. Jeg ringer til min mor for at høre, hvad hun tænker. Jeg føler mig splittet mellem at blive i Danmark og tage tilbage til Island. Jeg vil gerne blive her, men bliver jeg, kan jeg risikere at blive lukket inde og ikke kunne komme hjem til min familie. Os tre islandske piger, der går på skolen, beslutter os for, at vi skal hjem til Island. En halv time senere har vi købt billetter til flyet og skal rejse hjem fredag morgen.
Onsdag aften: Pejsestuen Alle er stoppet med at græde. Eller, næsten alle. Vi har tændt et bål ude på terrassen, hvor vi sidder og synger sange fra Højskolesangbogen, mens Tobias spiller på guitar. Atmosfæren er mærkelig. Vi er triste, men glade for stadig at være sammen.
Torsdag middag: Kaos På én time har nærmest alle forladt skolen, og der har ikke været tid nok til, at vi kunne sige ordenligt farvel til hinanden. Jeg er følelsesløs, og tårerne er stoppet. De, der stiger ombord på bussen, begynder at græde. Jeg ved virkelig ikke, hvornår jeg kommer til at se alle de her mennesker igen. 1. april? Hverken jeg eller de ved det. Resten af dagen flyder ud i et.
Der er et et par håndfulde tilbage på skolen, og vi gør, hvad vi kan for at få tiden til at gå. Om aftenen er vi kun en håndfuld tilbage. Et par enkelte har fået lov til at blive på skolen, fordi de ikke kan tage hjem. Jeg er igen splittet: Jeg fortryder lidt, at jeg har købt flybilletterne til Island, fordi jeg er bange for, at jeg måske ikke kan rejse ind i Danmark igen. Omvendt er jeg lettet over, at jeg skal hjem til min familie – vi ved jo ikke hvor længe, det skal stå på.
Fredag morgen: Kastrup Ólöf, Brynja og jeg tager en hyrevogn til Kastrup Lufthavn. Det er som en spøgelsesby – der er næsten helt tomt. De få, der er tilbage, har alle beskyttelsesmasker på. Da vi bookede billetterne for to dage siden, var det tæt på udsolgt, nu er der kun 30 passagerer med flyet.
Fredag middag: Keflavik Min mor henter Brynje og mig i lufthavnen, og jeg skal hjem til min familie. Det er mærkeligt. Jeg har glædet mig til at se dem igen siden januar, hvor jeg begyndte på højskolen, men under de her omstændigheder, er jeg ikke så begejstret for at se dem igen. Så vil jeg meget hellere være på højskolen.
Fredag aften: Hjemme, Reykjavik Danmark lukker i en måned?!? Skriver Ólöf til mig i en besked, mens jeg facetimer med en ven, som er i karantæne. Jeg får en dårlig mavefornemmelse. Hvad nu? Jeg tjekker nyhederne, og den er god nok: Danmark lukker sine grænser indtil den 13. april. Jeg vidste det. Jeg vidste, det ville ske, og jeg er frustreret over, at jeg forlod Danmark. Jeg skulle være blevet. Men igen, jeg ved jo ikke, om højskolen begynder igen den 1. april. Hele verden er i en mærkelig tilstand, og ingen ved, hvad de næste dage vil bringe.
Søndag: Hjemme Jeg føler mig super isoleret fra alle i Danmark, så jeg har besluttet mig for at skrive en masse postkort og sende dem til de andre fra højskolen. Jeg ved, jeg ikke er alene, men der er en hel måned til, at jeg kan komme tilbage til Danmark. Det får mig til at føle mig alene og hjælpeløs. Det er dejligt at se min familie igen, men jeg keder mig så meget. Der er ellers så mange film, jeg burde se nu, men jeg føler ikke rigtig for det.
Mandag: Hjemme Brynja and Ólöf kommer over, og vi har en Netflix-aften. Det er dejligt at se nogle fra højskolen igen. De ved, som de eneste, præcis, hvordan jeg har det.
Tirsdag: Gangruppemøde Vi har virtuelt ganggruppemøde. Det er så dejligt at høre alles stemmer igen. Nu har vi fået et nyt skema fra skolen, som skal forme en ny hverdag for os. Vi har stadig morgensamling, ganggruppemøde, A-fag og fredagstime. Det skal nok fjerne den værste kedsomhed.
