Coronavirus og Grundtvigs Højskole
Vi ved, der er mange, som har spørgsmål om, hvad Coronavirussen betyder for deres højskoleophold. Det er jo en helt særlig situation, vi og resten af verden er i. Vi kan derfor i sagens natur ikke komme med endegyldige svar på alle spørgsmål, men nedenfor er en oversigt over hvordan vi forholder os til situationen på nuværende tidspunkt.
Forårsskolen 2021
Regeringen har valgt at forlænge nedlukningen af uddannelsesinstitutioner (og herunder højskoler) til og med 7. februar 2021. Vi håber derfor på at kunne starte mandag den 8.februar. Hvis der skulle komme meldinger om andet, orienterer vi direkte pr.mail.
Vores højeste prioritet er, at vi undgår at få smitte ind på skolen. Vi henstiller derfor til, at man bliver testet inden start, vi begrænser muligheden for gæster og opfordrer til, at man bliver så meget som muligt på skolen. Hvis man skal bort fra skolen, opfordrer vi til at være ekstra opmærksom på afstand og hygiejne.
På skolen følger vi retningslinjerne. Vi har opstillet afspritningstationer over hele skolen, og der er daglig rengøring (to gange daglig rengøring af kontaktpunkter). Der skal generelt holdes afstand på 1 m., dog er der ikke afstandskrav i familiegrupper. En familiegruppe består af op til 15 personer.
Hvis man har de mindste symptomer på Covid-19, SKAL man tage hjem og blive testet, og er testen negativ er man velkommen tilbage. Er det ikke muligt at tage hjem, har vi indrettet isolationsværelser
Hvis testen er positiv, så skal man isolere sig i syv dage efter testen og have været symptomfri i minimum 48 timer, inden man må komme tilbage. Reglerne er, at nære kontakter (dvs. storfamilien) også skal tage hjem og blive testet. Vi har dog valgt, at vi sender alle elever hjem, hvis vi får én elev med en positiv Covid-19 test, for at mindske spredning og sikre, at vi hurtigere og mere sikkert kan komme igang igen. Man må komme tilbage, når man har fået testet, at man ikke har Covid-19. Også her gælder, at hvis det af geografiske eller familieære hensyn ikke er muligt at tage hjem, så kan man blive isoleret på skolen.
Vi har for nu besluttet at droppe udlandsrejser, så vi ikke skal planlægge med uvished, og du ved, hvad du får. Vi arrangerer istedet alternativer i form af temauger og eventuelt ture i Danmark. At vi ikke rejser betyder, at vi har sat prisen for højskoleopholdet markant ned. Du kan jo så selv vælge evt. at bruge de sparede penge på en efterfølgende udlandsrejse – måske med nogle nye venner fra højskolen.
Sommer 2021
Pga. Covid-19 er der i forhold til tidligere år en del praktiske ting, som er anderledes. Vi har fået et udførligt sæt retningslinjer, som vi har udmøntet og beskrevet hovedlinierne nedenfor. Det vigtigste bidrager vi dog alle med hver især: at sørge for at holde afstand og holde god håndhygiejne.
Kurserne er planlagt efter de nuværende Covid-19 retningslinier, og der vil derfor være et begrænset antal pladser på kursusugerne. Kommer der nye lempeligere krav vil der sidst på foråret blive åbnet for yderligere pladser.
Afstand
Der er afstandsregler på generelt 1 m. og 2 m. ved sang eller hvis man har øget risiko. Vi har derfor indrettet Foredragssalen, så der er 1 m. mellem alle stole. Stolene skal af brandhensyn være sammenhæftede og der er sat et rødt klistermærke på stole, hvor man ikke må sidde.
I spisesalen er der målt 1 m. mellem alle siddepladser. Siddepladserne er markeret med blå punkter på bordene. På terrassen og øvrige udendørs arealer er man selv ansvarlig for at holde fornøden afstand.
Til korkurser er der i Gymnastiksalen og Himmelrummet sat mærker på gulvet, hvor man kan sætte stole med 2 m. afstand.
Ved værkstedsfag bedes man så vidt muligt bruge “egne” redskaber hele ugen. Hvis disse deles bedes de afsprittet før og efter brug.
Hvis man er i risikogruppe med brug for 2 m. afstand bedes man informere kursusledere ved ankomsten.
Undtagelse
Der arbejdes i retningslinjerne med mulighed for at lave familiegrupper på ”op til ca. 30”, som er fritaget fra afstandsregler. Vi arbejder ikke generelt med familiegrupper på vores korte kurser. Dog betragter vi beboerne på dobbeltværelse som en familiegruppe, så man f.eks. ikke behøver at holde afstand, hvis man er taget på højskole med en ægtefælle eller en god ven. Det samme gælder for vores unge hjælpere på kurserne.
Da det kan være svært at se hvem der er i familiegruppe osv. og vi gerne vil bruge tiden på indhold og rammer opfordrer vi til følgende:
1) At man ikke alt for nidkært blander sig i andres adfærd og afstand, da det f.eks. kan være svært at se om de er i familiegruppe
2) men at man selv sørger for at holde den fornødne afstand. Og synes man, at der er nogen som kommer for tæt på, så er det helt i orden lige at markere over for vedkommende, at man skal huske at holde afstand.
Forsamlingsforbud
Forsamlingsforbuddet gælder ikke på skolens matrikel for kursister og personale eller på f.eks. busture. Ellers gælder forsamlingsforbuddet når man er uden for skolens arealer.
Mad
Skolen har ansat yderligere personale i køkkenet til at lave mad og servere fra en buffet.
Rengøring
Skolen har ansat yderligere rengøringspersonale. Borde og stole i spisesalen bliver rengjort efter hvert måltid, alt hvad der har været i brug bliver rengjort dagligt og toiletter og kontaktpunkter bliver rengjort to gange dagligt.
Værelserne bliver gjort grundigt rent inden ankomst, men man bedes selv gøre rent på værelset undervejs. Der står sæbe og klude på en lille vogn på hver gang. I retningslinierne beskrives kravene som daglig oprydning og rengøring, to gange daglig rengøring af kontaktpunkter og toiletter og 2 x 10 minutters udluftning.
Toiletter
Vi opfordrer til at man i ugens løb så vidt muligt benytter toiletter på eget værelse.
Særligt vedr. mistanke om Covid-19
Hvis du har influenzalignende symptomer (feber, hoste, forkølelse etc.) skal du hurtigst muligt tage hjem og blive testet.
Hvis du ikke umiddelbart har mulighed for at tage hjem har vi indrettet isolations værelser indtil man kan tage hjem og blive testet.
Hjemtransport
Hjemtransport skal jf. retningslinierne så vidt muligt ske i egen bil eller evt. ved afhentning.
Tilbagekomst
Kursister må vende tilbage til skolen når mistanke om Covid-19 er udelukket ved enten 1) test eller 2) mindst 48 timer efter at symptomer er ophørt.
Isolationsværelser
På værelset forefindes liste med telefonnumre på læge, corona-hotline samt kursusleder for ugen. Der er bad og toilet på værelset og du må ikke forlade værelset førend dette er aftalt med kursuslederen.
På værelset er der rengøringsmidler, så man kan rengøre værelset 1 x dagligt, dog toiletter og kontaktpunkter 2 x dagligt.
Værelset bliver rengjort grundigt efter brug og sengetøj, håndklæder mm. vaskes ved min. 60 grader.