Corona retningslinjer, afbestilling og forsikring
Corona retningslinjer sommerkurser 2023
Grundtvigs Højskole følger til enhver tid sundhedsmyndighedernes gældende anbefalinger.
- Hvis du har symptomer: Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke længere, at du tager en PCR-test – heller ikke hvis du har symptomer på covid-19. Du kan altid tage en hjemmetest for at være sikker.
- Hvis du ingen symptomer har: Ved meget lette symptomer (kriller i halsen eller let løbende næse) eller ingen symptomer, anbefales det heller ikke at du tager en PCR-test, men du kan altid tage en hjemmetest for at være sikker.
- Hvis du er nær kontakt til en smittet: Som nær kontakt til en smittet med corona behøver du IKKE at lade dig teste. Det gælder også, hvis i deler husstand.
- Hvem skal lade sig teste? Hvis du er syg med “betydelige symptomer” (feber, vedvarende hoste og vejtrækningsproblemer – og du samtidig er i øget risiko for et alvorligt forløb med corona, eller gravid) anbefales det at lade dig teste med en PCR-test.
Teststeder
I Hillerød kan man blive PCR-testet i testcenteret på Milnersvej 35.
Anbefalinger om isolation
Er du blevet testet positiv for covid-19, anbefaler sundhedsmyndighederne fortsat, at du går i selvisolation, dvs. bliv hjemme og undgå kontakt med andre udenfor husstanden.
Hvis du er uden symptomer eller har lette symptomer, kan du forlade hjemmet 4 dage efter en positiv coronatest også selvom du bor med andre der stadig er i isolation.
Hvis du har betydelige symptomer kan du først ophæve isolationen den dag du ikke længere har betydelige symptomer. Dog kan isolationen først ophæves 4 dage efter positivt coronatest-svar.
Hvis du er nær kontakt eller deler husstand med en smittet med coronavirus, skal du ikke gå i isolation.
Afbestilling og forsikring sommerkurser 2023
Den seneste tid har coronasmitten været stigende. Regering og sundhedsmyndigheder meldte i den forbindelse ud 22. juni, at man ikke forventer at vi ser ind i en ny periode med store restriktioner og nedlukninger.
Der er pt. ikke særlige forholdsregler i forbindelse med covid-19, når man følger sundhedsmyndighedernes udmeldinger angående Corona. Men myndighedernes anbefaling ved symptomer på covid-19 er at blive hjemme: Test, symptomer på covid-19 og kontakt til en smittet – Sundhedsstyrelsen og at man i givet fald må melde afbud til et højskolekursus.
Det er den enkelte skole, som fastsætter sine retningslinjer ved afbud på grund af sygdom. På Grundtvigs Højskole har vi valgt, at man i forbindelsen med tilmelding kan tilvælge at bestille enten vores egen afbestillingsforsikring for 200 kr. (som sikrer at man frem til kursusstart kan få refunderet kursusbetaling fraregnet tilmeldingsgebyr og afbestillingsforsikring) eller ved tilmeldingen tegne en afbestillingsforsikring gennem Europæiske, som også dækker ved smitte med Covid-19. Afbestillingsforsikring | Europæiske ERV (europaeiske.dk).
Vores afbestillingsforsikring dækker ligesom de fleste forsikringsselskabers kun frem til kursusankomst, og ikke efter påbegyndt kursus. Konstateret smitte under kurset og afbrydelse af kurset vil derfor i de fleste tilfælde ikke være dækket, men der findes enkelte årsrejseforsikringer som også dækker ved opstået sygdom under kurset/rejsen. Bemærk også, at det ikke er alle selskabers årsrejseforsikringer, som dækker højskoleophold på samme vilkår som rejser. Man kan derfor som kursist med fordel tjekke dækning, hvis man har en årsrejseforsikring.