March 20, 2020
Fredag den 20.marts kl.11.00 holder Peter Westermann et foredrag, som vi livestreamer på Grundtvigs Højskoles Facebookside: https://www.facebook.com/Grundtvigs/
For at forme fremtiden må man forstå fortiden. Derfor har de to unge socialister – folketingspolitikeren Lisbeth Bech Poulsen og regionsrådspolitiker og underviser i politik på Grundtvigs Højskole, Peter Westermann – i bogen “Oprør for fremtiden” givet deres bud på, hvordan vi indretter samfundet i en fremtid med kunstig intelligens og stigende digitalisering.
Bogen er et oprør for at fremtidssikre vores samfund. Vores demokratiske værdier. Et manifest for frihed og fællesskab.
Bogens grundsyn er optimistisk: Når alt trivielt, gentagende arbejde bliver overtaget af maskiner, får mennesker mere tid til nærhed og omsorg. Men bogen er også et opråb og et politisk manifest. De positive konsekvenser af den moderne teknologi kommer nemlig ikke uden indgriben fra de ansvarlige politikere. De politiske handlinger skal op i et tempo, der modsvarer den teknologiske udviklings. Det handler om omfordeling, både af penge, indflydelse og ejerskab. Og det handler om borgerlighed, i den oprindelige betydning. Med reelle rettigheder og pligter.
Peter Westermann opridser denne fredag muligheder og trusler. Fra klimaløsninger til moderne daglejere. Fra computerhandler på finansmarkedet til personlig medicin og overflødig arbejdskraft. De viser også, at vi til mange af fremtidens løsninger ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken. Det handler om at nytænke nogle af fortidens successer, fra andelstanke til folkeoplysning.
