7. marts 2023
Grim, dum & kedelig!
Jacob Keinicke har en kandidat i interaktionsdesign fra Designskolen Kolding, han arbejder som creative director og storyteller ved Thomas Dambo, er prisvindende fotograf og har udstillet på kunstnernes efterårsudstilling.
Denne aften inviterer Grundtvigs Højskole og Jacob Keinicke til et foredrag om diskrimination på baggrund af udseende.
Har du nogensinde været nervøs for at tage tøjet af i omklædningsrummet efter sport, eller på stranden med dine venner? Har du nogensinde været bange for ikke at være inviteret til festen, – ikke at være velkommen – ikke at være god nok? Det har Jacob Keinicke, og derfor har han gjort alt hvad han kunne for at skrive det foredrag, som han ønsker nogen havde skrevet til ham!
Fra vi er helt små, lærer vi at man ikke skal skue hunden på hårene; at vi ikke skal dømme bogen på omslaget. Det er noget vi lærer, for vi kan næsten ikke lade være. Vi får fortalt at alle er født lige, men som vi bevæger os ud i samfundet, og gør vores egne erfaringer, forstår vi hurtigt, at dette er en sandhed med mange modifikationer.
Jacob er født med læbeganespalte og scoliose(pukkelryg). I foredraget fortæller han om at føle sig udenfor, blive mobbet, og hvordan han vendte det hele indad og begyndte at hæmme sig selv. Foredraget sætter fokus på kærlighed, klikedannelse og fest samt redegøre for den nyeste forskning om hvor stor en rolle udseende egentlig spiller.
Temaerne er skønhedsidealer, kropsskam, diskrimination og gruppedynamik. Det hele spundet op om Jacob Keinickes egen livshistorie, som både er rørende og sjov og har et helt enkelt budskab: Du skal først og fremmest behandle dig selv ordentligt.
Foredraget er offentligt
Sted: Foredragssalen, Grundtvigs Højskole
Tidspunkt: Tirsdag den 7. marts 2023 klokken 19:30
Pris: 50,- kroner (gratis for alle under 30 år)
