Bjørn Ihler om Utøya

Bjørn Ihler kom tæt på Anders Breivik den 22. juli 2011, da Breivik myrdede 77 mennesker, først i Oslo og siden på den lille ø Utøya.

Dengang befandt Bjørn Ihler sig på Utøya, men han overlevede massedrabet. Han holdt sammen med en anden ung mand, han kun havde mødt en time før, og det lykkedes dem at gemme sig for Anders Breivik. Sammen havde de løbet for livet, gemt sig i lyngen, været vidne til, at andre blev skudt og dræbt, de havde hjulpet tilskadekomne og have taget sig af to yngre drenge.
Iskolde, udslidte og angste krøb de, efter nogle timer på flugt, ind under nogle buske. De befandt sig i vandkanten på sydspidsen af Utøya. Breivik havde netop skudt efter dem flere gange uden at ramme. Han stod få meter fra dem og henrettede andre unge. Havde han fortsat i Bjørn Ihlers retning havde han og hans kammerat ikke haft en chance. De troede på dette tidspunkt, at de var de eneste overlevende på øen.

Få minutter efter fik politiet overmandet Anders Breivik.

Bjørn Ihler kommer til Grundtvigs højskole og fortæller om sine oplevelser fra Utøya og om, hvorfor han trods sine hårde oplevelser stadig mener, at umenneskelighed skal mødes med menneskelighed og demokrati.

Sted: Grundtvigs højskole
Tid: Torsdag den 28.september kl.19.30
Entré: 80 kroner inkl.kaffe og kage

Se hele kalenderen