Den sidste tid på Grundtvigs Højskole har været alt andet end almindelig. Her fortæller Tobias, der er elev lige nu, om de første syv døgn i hans liv fra alle corona-initiativerne startede.
Onsdag d. 11.marts
Jeg vågner onsdag morgen op til, hvad jeg tror, skal blive en helt almindelig højskoledag. Dagen inden er der blevet vækket en uro i os alle for, om vi overhovedet skal afsted til Marokko på studietur på grund af corona. Dilemmaerne er, om vi kan risikere at smitte dem dernede ved at tage corona med os uden at vide det, og om vi kan strande eller komme i karantæne dernede. Vi har fået at vide af forstanderen Jakob, at onsdag morgen får vi at vide, om vi tager afsted eller ej.
Onsdag morgen er der en mærkelig stemning til morgenmaden. Til morgensamlingen får vi af vide, at vi ikke tager afsted – det er for risikabelt at tage afsted. Vi bliver selvfølgelig kede af det, men vi kan sagtens forstå det. Resten af dagen tager mange af os ikke til timer, nogle er meget kede af det, og nogen skal pakke ud igen! Jeg vælger ikke at tage til timer den dag, så jeg kan ringe og berolige mine forældre om, at vi ikke tager afsted til Marokko alligevel. De har ligget søvnløse natten igennem og er bange for, at jeg skal afsted og værste fald ligge i karantæne dernede langt væk fra dem.
Resten af dagen går med at hænge ud med mange af vennerne, spise lækker frokost sammen og nyde solen og spille rundbold. Til aftensmad får vi lækker forloren hare med stuvet hvidkål og gelé til. Mig og to andre drenge har besluttet os for, at vi skal lave drukleg til filmen Madagaskar, så vi tager ned i Netto og køber nogle øl, jeg køber Somersby. Vi kommer tilbage lige i tide til Godnatsang, som den fantastiske Tobias G. har sat i gang. Til denne specielle gang er der lækre pandekager. Vi er med til det, og bagefter sætter vi os op og skal til at se Madagascar, mens vi drikker. Men vi bliver hurtigt afbrudt af Jakob forstander, der siger, at vi alle skal mødes oppe i foredragssalen nu. Vi bliver nervøse og begynder med det samme at tænke det værste: at vi nu bliver sendt hjem pga.corona.
Oppe i foredragssalen får vi at vide, at vi skal hjem fra Højskolen. Der er blevet lavet en regel om, at man ikke må være over 100 personer samlet, og det er vi. Vi får at vide, at dagen efter, altså torsdag, skal vi alle sammen have pakket vores ting og tage hjem. Mange græder, der er en trykket stemning, vi alle har fået at vide, at vi skal prøve at holde afstand til hinanden, men vi ender med at kramme hinanden, fordi vi kommer til at savne hinanden. Der bliver lavet bål udenfor, alle møder op og vi synger fra Højskolesangbogen. Der er en meget mærkelig blandet stemning af både glæde og sorg. Jeg fester og danser indtil klokken bliver 4, fordi jeg vil have det hele med – så meget som muligt.
Torsdag d. 12.marts
Jeg er oppe klokken 8 til morgenmad. Vi er alle meget trætte og kede af det. Til morgensamling får vi at vide, at højskolen har lejet en bus, der kan køre elever til Fyn og Jylland, den kører klokken 14, så alle går i gang med at pakke deres ting. Ved 12-tiden er der en sidste frokost på Højskolen, hvor man smøre en madpakke til bussen, hvis man skal med den.
Klokken 14 regner det udenfor. Vi krammer allesammen hinanden farvel og hjælper dem, der skal med bussen, med deres tasker, vinker farvel, og fynboerne og jyderne kører væk i bussen. Jeg ringer til min far og aftaler, at han henter mig klokken 16. Jeg pakker og går rundt og siger farvel til de sidste, folk græder stadig og er i rigtigt dårlig humør, jeg vinker farvel og bliver kørt hjem af min far. Med kun fire timers søvn går jeg meget tidligt i seng og har det meget mærkeligt og blandet over at være hjemme. På den ene side er jeg glad for at være hjemme efter de sidste par turbulente dage, der har gjort mig udmattet fysisk og psykisk, så jeg har brug for noget omsorg fra mine forældre. Men samtidig har jeg bare meget mere lyst til at være på højskole med vennerne.
Fredag d. 13.marts
Jeg vågner op fra et mareridt, men jeg finder ud af, at mareridtet er virkelighed, for vi ér blevet sendt hjem. Jeg er hjemme og troede faktisk, at jeg ville have det okay, men det har jeg ikke. Det er selvfølgelig dejligt at se min familie igen, men jeg savner også bare virkelig meget alle vennerne og lærerne fra Højskolen. Jeg skriver en del til vennerne, for vi savner hinanden, og der bliver postet en del på Facebookgruppen. Det er så mærkeligt at være hjemme, det regner stadig og er gråt udenfor, og jeg har det bare mærkeligt.
Om aftenen ser vi statsministerens pressemøde, hvor hun forklarer, at grænserne lukker. Hver dag bliver coronaen bare værre og værre. Det går ligesom op for mig, hvor seriøst det faktisk er. Jeg vidste godt, at det var en seriøs ting, men vi har alle sammen lavet lidt sjov med det i starten, fordi vi ikke regnede med, det var noget stort, eller at det ville ramme os, men nu har det ramt os, og det er større end nogensinde, og det skræmmer mig. Mig og min far og lillebror vælger at starte en filmmarathon – vi skal se alle film, som Brad Pitt har været med i for at få tankerne væk.
Lørdag d. 14.marts
Der hele ser lidt lysere ud i dag. Jeg og vennerne får skrevet sammen, der er sol udenfor, og min far har endelig weekend, så vi vælger at gå udenfor og gå en god tur i solen, får en lækker frokost og slapper ellers bare af. Jeg overvejer at tage ind til et kollektiv, som en af vennerne har startet hjemme sig selv. Jeg vil rigtig gerne derhen, men det er helt inde i København og jeg bor i lille Sorø, som ligger 1 time væk. Jeg er 20 år, så jeg bestemmer selvfølgelig selv, men alligevel får jeg at vide af mine forældre, at jeg ikke bør gå uden for døren, at jeg skal tænke på andre end mig selv, at jeg skal tænke på de syge og de ældre, og at jeg kan risikere at smitte dem, hvis jeg gå ud for døren eller selv at blive smittet. Jeg vælger at lytte til dem for nu og ikke tage til København, selvom jeg så gerne vil. Vi ser Seven Years in Tibet.
Søndag d. 15. marts
Det er lidt dårligt vejr udenfor, så hele dagen går bare med at ligge på sofaen og se serier og film. Det er hårdt igen, for jeg kan se alle vennerne, der bor i kollektiv, have det fedt, og jeg er ked af, at jeg ikke er taget afsted og er sammen med dem. Jeg savner dem. I aften ser vi Legends Of The Fall. Vi ser nyheder, og det er bare skræmmende det hele.
Mandag d. 16.marts
Mig og min lillebror skal hjem til min mor, som bor i Sorø, og hun skal arbejde hjemme. Jeg har en lillesøster på seks år, som skal lave lektier hjemme, men selvfølgelig også underholdes af mig og min lillebror. Min lillebror skal også have gymnasietimer på computeren, så det er lidt et stort eksperiment, vi er i gang med, men det ender faktisk med at gå ret godt. Da jeg tog på højskole fik min lillesøster mit værelse, så jeg sover på min lillebrors værelse, hvilket er rigtig rart, for jeg har savnet dem rigtig meget.
Vi får lavet et familiemøde om aftenen, hvor vi aftaler, hvordan ugen kan se ud, og hvordan vi håndterer situationen, og vi får uddelt opgaver og tjanser. Jeg er stadig i tvivl om, om jeg skal tage ind til kollektivet og lade være med at lytte til, hvad man burde gøre. Jeg savner bare vennerne så meget, men jeg bliver endnu engang overbevist af min mor om, at det er en dum idé. Og jeg ved godt, hun har ret, jeg vil bare så gerne se dem, men så er jeg nødt til at tage offentlig transport for at komme derind, og der kan jeg smittet eller måske komme til at smitte andre – det er for en for stor risiko. Men jeg er bare så klar på at tage den risiko, for jeg vil bare så gerne se dem.
Tirsdag d. 17. marts
Jeg og min lillebror har besluttet os for, at vi skal begynde at løbe og træne, som vi plejer. Vi har ikke trænet de sidste par dage, fordi alt har været så mærkeligt og anderledes, men nu hvor der er kommet lidt mere styr på det hele, beslutter vi os for at tage ud og løbe en god tur. Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at blive træt og blive lidt deprimeret af ikke at lave noget. Vi får løbet en rigtig god tur, og det giver mig meget mere energi og et smil på læben.
Jeg FaceTimer med dem i kollektivet og ser, hvad jeg går glip af, og DÉR beslutter jeg, at jeg simpelthen er nødt til at tage ind til dem, fordi jeg bare så gerne vil være sammen med dem og savner dem. Jeg fortæller min mor, at jeg i morgen tager afsted til København, og hun siger selvfølgelig igen, at de synes, det er en dårlig idé, men jeg har besluttet mig – jeg er nødt til at gøre det.
Men om aftenen er der endnu et pressemøde med statsministeren, hvor hun fortæller, at hun lukker alle fitnesscentre, storcentre osv. ned. Inden pressemødet går der rygter om, at hun vil give os udgangsforbud, det sker så ikke, men dér går det op for mig, hvor sindssygt det hele er blevet, så jeg skriver til vennerne, at jeg ikke kommer – jeg ville så gerne, men det er uansvarligt at tage af sted.
Bagefter ser vi dronningen holde tale, og det går igen op for mig, hvor meget mere seriøst det er blevet. Jeg får skrevet til vennerne, og de forstår det godt. Vi ringer sammen om aftenen, så jeg får lov til at være lidt med, men jeg er også ærgerlig. Men der er ikke noget, jeg kan gøre.
Onsdag d. 18.marts
Jeg er træt af at være i dårligt humør eller bare hele tiden være ked af det. Jeg valgte at gå tidligt i seng i går, så jeg har fået en rigtig god søvn. Jeg får trænet og leget med min lillesøster. Mig og min familie spiser noget dejlig morgenmad, som min mor har lavet til os. Jeg får lov til at låne bilen, så jeg kan få kørt lidt, og så jeg kan lære at blive bedre til at køre. Jeg kører næsten i 2 timer, hvor det bare er mig med noget dejlig musik i baggrunden. Jeg kommer hjem, og der er en lækker frokost. Jeg får skrevet og ringet med mange af vennerne, og de fortæller mig, at de også er kede af, at jeg ikke kommer, men kan sagtens forstå det, og det er rart at se, at de også er kede af situationen og savner mig.
Jeg er glad, men også ked af det. Jeg siger hver dag til mig selv, at man skal huske at være positiv og smile, men nu i sådan en situation bliver man virkelig testet, og det går op for mig, at nu gælder det mere end nogensinde. For der er altid nogen, der har det værre end dig selv, så husk at være glad for, hvor du er, og hvem du er. Og prøv at se det positive i alt.