På Grundtvigs Højskole opstår der et helt unikt fællesskab, fordi grænserne mellem hverdagen, undervisningen og det sociale samvær er flydende.
Højskolen bliver båret frem af lyst og af lærernes og elevernes nysgerrighed over for fagene og hinanden. Det kommer til udtryk både i det faglige og i det sociale rum. Du opdager hele tiden nye sider af de andre og ikke mindst af dig selv.
Hverdagen på skolen
Hver dag starter med morgensamling, hvor hele skolen samles i Foredragssalen og synger en sang fra Højskolesangbogen. Derefter holder en lærer eller en elev et kort oplæg om et emne, som de har lyst til at dele med resten af skolen. Det kan være fortælling om en oplevelse, oplæsning, filmklip, musikeksempler eller alt muligt andet. Det er en rigtig god måde at starte dagen på.
Så er der undervisning. Man vælger fem fag i starten af opholdet, og man kan vælge enten at lave noget, der minder om en linje indenfor f.eks. skrivefag og litteratur, musik og teater eller foto og film. Eller man kan også vælge at brede sig ud og blive undervist i alt muligt forskelligt, man interesserer sig for. Man kan altså sagtens vælge fag, så man får en uge med eksempelvis Journalistik, International Politik, Filosofi, Musik og Design.
Efter undervisningen er skolen ramme for en række aktiviteter og tilbud. F.eks. er malerværksted, musikrum, computere og gymnastiksalen altid åbne til fri afbenyttelse. Derudover er der ugentlige tilbud som Studievejledning, løb og ”Kom i form”.
| Derfor tog jeg på højskole… | Hvorfor Grundtvigs Højskole? |
![]() |
![]() |
| Hvad lærer man? | Det sociale liv |
![]() |
![]() |
Foredrag, fester og koncerter
Højskolen er samlingspunkt for en lang række aktuelle debatter med nogle af landets dygtigste indenfor et givent felt. Vi har derudover foredrag med eksperter og kulturpersonligheder som f.eks. Clement Kjersgaard, Margrethe Vestager, Poul Erik Skammelsen og Anja C.Andersen. Efter foredrag/debatter vil der altid være plads til spørgsmål fra eleverne.
Torsdagscafé er en ugentlig kulturaften. Her kan være koncerter eller teaterture til f.eks. Østre Gasværk eller Betty Nansen Teatret, men der kan også være arrangementer som spilleaftener, poetry-slam eller teatersport.
Vi gør meget ud af at få aftaler med både etablerede navne og spændende, upcoming bands og har været så heldige at lægge hus til koncerter med f.eks. Fallulah, The Raveonettes, Rasmus Nøhr, Marie Key, Thomas Buttenschøn og Tue West. Men også med helt nye navne som Rangleklods, Freya Loeb, Darkness Falls og Emma Acs.
I weekenderne arrangerer lærere og elever fælles aktiviteter som tema-lørdage, filmklub, sportsaktiviteter og fester. Hver anden weekend står eleverne selv for aktiviteterne og cirka to gange om måneden er der friweekend. Her er man selvfølgelig velkommen til at blive på skolen, hvor der altid sker en masse.
- Læs om de forskellige fag her
- Se gallerier med billeder fra skolen her
- Se videoer, som tidligere elever har lavet, her






