Lige siden filmens fødsel har man brugt mediet i den politiske sags tjeneste. Ofte direkte og uden omsvøb som hos Leni Rifenstahl, der i Triumph des Willes fra 1935 var med til at skabe den førerkult og glorificering af Hitler, der var en central del af nazipartiets propaganda og tiltrækning. Den amerikanske instruktør Michael Moore har vist med Fahrenheit 9/11 og sine hadske angreb på Bushadministrationen, at den direkte politiske film lever i bedste velgående og har et stort publikum.

Der findes også en meget mere subtil genre, hvor det politiske budskab gemmes eller pakkes ind så beskueren uden at vide af det udsættes for politiske budskaber. Ingen kan eksempelvis kun se Francis Ford Coppolas Apocalypse Now som en actionmættet krigsfilm, men må nødvendigvis forholde sig til en række politiske emner som eksempelvis Vietnamkrigen og USA’s rolle i verden.

I faget skal vi se et væld af eksempler på både direkte og indirekte politiske film og diskutere deres kvaliteter som både kunstform og meningsformidlere.

Faglærere:
Mads Fuglede