Uanset om vi vil designe små dimser eller store bygningsværker er metoden den samme – derfor har vi fokus på designprocessen. Hvis du er nysgerrig på hvordan man arbejder kreativt, er dette noget for dig. Vi skal afprøve teknikker, der får ideerne til at vrimle frem, og vi kan lave et projekt, hvor vi arbejder sammen om at indrette et specifikt sted på skolen. Vi skal prøve kræfter med de innovative arbejdsmetoder og skabe produkter, der er til glæde eller undren for andre.
Der kan være mindre udgifter til materialer: 50- 100 kr.
Underviser: Line Rønn Shakoor
Født 1974. Uddannet folkeskolelærer, har studeret på Tekstil- og Konfektionscenter i Herning og Design og Syskolen i København. Jeg er lige nu ved at færdiggøre kandidatstudiet i Materiel Kultur på Århus universitet. Jeg har arbejdet som lærer i flere år og derudover har jeg syet kostumer til teatre, kunstperformance og TV.
Jeg har en livslang passion for at arbejde med hænderne, at undersøge hvad materialer kan og at arbejde med at omsætte ideer til færdige produkter. Jeg er optaget af kreativitet, innovation og bæredygtigt design på mit studie i materiel kultur.
Jeg bor med min mand, Tallat, og vores tre piger: Sara og Miriam på 5 og Aisha på 9. Vi bor så tæt på Grundtvigs Højskole, at vi kan nyde godt af liflig musik og god stemning, der strømmer ud af de historiske bygninger.

