Hvad er religion?
Hvordan skal vi forstå og studere religion og religiøs praksis?
Og hvorfor er det overhovedet interessant at beskæftige sig med religion?
I faget Religion og livsanskuelse skal vi i fællesskab indkredse mulige svar på, hvad religion er for en størrelse, samt hvilken rolle religion spiller i politik, medier, samfundets etiske debatter og i den enkeltes liv.
Det gør vi ved at fordybe os i enkelte religioners forestillinger og rituelle handlinger.
Her vil vores egen folkekirke, afro-brasilianske besættelseskulte, jødisk mystik, ufo-sekter og moderne primitivisme komme under lup.
Men vi skal også diskutere, hvordan religiøse handlingsmønstre og tanker er opstået.
Vore urtidsforfædre var religiøse i en eller anden forstand – hvorfor?
Er det at handle og tænke religiøst i virkeligheden en bestemt medfødt egenskab hos alle mennesker – en indbygget del af vores hjernes måde at fungere på?
Der er måske noget om snakken, når vi betænker, hvordan religion og religiøse tolkninger af tilværelsen altid har spillet en rolle i menneskehedens historie.
Også i dag, hvor religion i stadig stigende grad er en kilde til handlinger og fortællinger – om os selv, om verden, om etik, moral, sex, kroppen, mad osv. Og det vel og mærke ikke kun indenfor de etablerede religioner.
For hvad med de ”religionslignende” fænomener vi støder på i moderne ledelses- og virksomhedsudvikling, i fitnesscentrets spinningtimer, i fodboldklubber og boligindretning?
I Religion og livsanskuelse står spørgsmålene i kø uden umiddelbar udsigt til definitive og entydige svar, og sammen går vi på opdagelse i den mangfoldighed af forskellige former religion kan antage..
Faglærer: Marianne Stougaard Iversen

