Home > Korte Kurser > Sommerkurser 2012 > Uge 30: Kierkegaard på tværs

Uge 30: Kierkegaard på tværs

portrt-2

Kierkegaard er en tænker, der sætter paradokser på tværs hos sin læser og bryder med vores forestilling om, hvad et menneske er, hvad vi forstår ved kærlighed, ved Gud og ved vores egen eksistens. Hvordan kan et menneske f.eks. allerede være et selv og samtidig få stillet den opgave at blive et selv? Hvordan kan kærligheden overvinde alt og dog ophæves med tilbagevirkende kraft? Hvordan kan Gud være ethvert menneskes forudsætning, hvis Gud først findes i kraft af menneskets søgen efter Ham?

Men også i en anden forstand går Kierkegaard på tværs, idet han ikke lader sig fange af en snæver faglig tilgang men tænkte og skrev på tværs af faggrænser. Derfor kan vi i dag læse og bruge Kierkegaard på tværs disse grænser. Det er netop det, kurset forsøger at gøre. Vi lader Kierkegaard gå på tværs og giver bud på, hvordan man kan forstå Kierkegaard bl.a. som litterat, som psykolog, som sociolog og som en kunstens tænker.

I foredragene om filosofi og psykologi giver vi bl.a. bud på, hvad et selv er. Har vi overhovedet et selv? Og hvis vi skal realisere vores selv, hvad består selvet så af? Og hvad med Gud, vil teologien og psykoanalysen spørge? Kan vi bruge Kierkegaards gudsbegreb i en tid, hvor Gud måske er død, mens selvet lever videre? Vi undersøger Kierkegaard på kryds og tværs i året op til hans 200 års fødselsdag.

Ugen kommer til at byde på et kierkegaardsk indhold i en grundtvigiansk ramme. De faglige foredrag vil bidrage med eftertanke om Gud, eksistens, kunst og kærlighed til den efterfølgende diskussion. Men eftertanken får lov at følge med videre i den grundtvigske højskoleramme af kaffe, fællessang og folkelighed. Der bliver højt til loftet og plads til historie og tradition i en uge med højskoleånd for både unge og ældre ildsjæle.

Ud over foredragene bliver der mulighed for at nyde en uges højskoleliv. Er man den morgenfriske, så er der tid til stille og rolig morgenmad og dejlige ture i parken. Er man natteravn, er der mulighed for filosofiske diskussioner til ud på de små timer.

Det kræver intet forudsat kendskab til Kirkegaard at deltage i kurset.

PROGRAM

Søndag den 22. juli
15.30-17.30 Ankomst og indkvartering
19.00 Velkomst
19.30 Introduktionsforedrag: ’At forklare og at forstå – sig selv i eksistens: Kierkegaard på tværs’
- Ved Arne Grøn, professor og dr.theol.

Mandag den 23. juli
9.15 Teologi og socialpsykologi: ’Skabt selv eller selvskabt – Selvet hos Kierkegaard og G.H. Mead’
- Ved Søren Willert, lektor i psykologi & Christian Hjortkjær, ph.d.-studerende
13.30 Rundvisning
14.30 Filosofi: ’Kravet om autenticitet i Kierkegaards tænkning’
- Ved Matias Møl Dalsgaard, ph.d. i filosofi
20.00 Studiegrupper

Tirsdag den 24. juli
9.15 Teologi: ’Kærlighedens skikkelser’
- Ved Pia Søltoft, ph.d. og forskningslektor
14.30 Kvindesyn: ’Ikke et ord om Regine! – Kierkegaard om kvinder og ægteskab’
- Ved Birgit Bertung, mag.art i filosofi
20.00 Højskolesangaften

Onsdag den 25. juli
9.15 Litteratur: ’Maske, køn og skæbne – Kierkegaards indflydelse i Karen Blixen’s forfatterskab’
- Ved Mads Bunch, ph.d.-studerende
13.30 Udflugt
19.30 Forfatteraften: Astrid Saalbach fortæller om sit forfatterskab

Torsdag den 26. juli
9.15 Filosofisk æstetik: ’At blive andet end sig selv’
- Ved Ettore Rocca, ph.d. og lektor i filosofisk æstetik
14.30 Sociologi: ’Kravet om anerkendelse – et sociologisk korrektiv til Kierkegaard’
- Ved Rasmus Willig, ph.d. og lektor i sociologi
20.00 Koncert

Fredag den 27. juli
9.15 Kunst: ’Kierkegaard i billeder’
- Ved Kræsten Byskov, billedkunstner og højskolelærer
14.30 Psykoanalyse: ’Hinsides Loven – Et lacaniansk perspektiv på Kierkegaard’
- Ved Lillian Munk Rösing, ph.d. og lektor i litteraturvidenskab
18.00 Festmiddag

Lørdag den 28. juli
Morgenmad og afrejse

Faste tider:
08.00 Morgenmad
08.45 Morgensamling
10.30 Formiddagskaffe
12.15 Frokost
14.00 Eftermiddagskaffe
15.30 Kaffepause
18.00 Aftensmad
21.00 Aftenkaffe og – bar

Forbehold for ændringer

Kursusleder: Christian Hjortkjær 

Udskriv