Forfatterværksted

Fra efteråret stiller vi skarpt på vores hovedfag (A-fag), der bliver gennemgående igennem hele dit ophold og dermed kommer til at have mere tyngde i dit skema. Som en del af hvert hovedfag vil der være temauger eller studieture, besøg af spændende gæstelærere og ture ud af huset, bl.a. til København.

Skriv en vejledning i at sætte sig på en stol, skriv en tekst du aldrig ville vise til nogen, træk en følelse, skriv et digt, klip det i stykker og sæt det sammen på ny.

Skønlitteraturen er en legeplads for sproget og for det at udtrykke sig personligt og kunstnerisk.

I Forfatterværksted udforsker vi litteraturen i alle dens forskellige genrer og udtryksformer, og vi skriver tekster inden for alle genrer: kortprosa, digte, noveller, dialoger mm.

Vi skal:

  • finde skrivelysten frem gennem kreative skriveøvelser.
  • få teknikker til at skrive præcist, levende og forførende.
  • træne i at nærlæse en tekst med opmærksomhed, indlevelse og kritisk sans.
  • møde etablerede forfattere og hører om deres skriveproces og vej til udgivelse.
  • besøge forfatterskolen i København.
  • udgive en samling med tekster som er blevet skrevet på holdet.

Du behøver ikke drømme om at blive forfatter, men du skal have lyst til at lade dig udfordre til en litterær leg med sproget. Og så skal du være parat til at lade andre læse dine tekster og give konstruktiv kritik.

I efteråret skal vi være en del af Litteraturfestivalen Ordet er løs, som bl.a. får besøg af Madame Nielsen og Ursula Andkjær Olsen.

I den afsluttende temauge vil vi arbejde med at udgive teksterne, som papirbog, e-bog og som indlæst lydfil.

I foråret tager Forfatterværkstedet på en kreativ rejse til Island, det lille storslåede land. Vi skal møde islandske forfattere, unge skrivende og selv afholde en oplæsningsevent. Og så skal vi selvfølgelig skrive og lade os inspirere af naturoplevelser og ødemark.

Underviser: Henrik Rasmussen