Tilbage til højskoletiden
Gamle elever strømmede tilbage til deres gamle højskole, for at møde gamle kammerater og lærere, og måske stifte nye bekendtskaber med elever fra andre årgange. Lørdag den 28. november var der Gammel Elev-fest på Grundtvigs Højskole
Af Asger Brostrøm, 4. december 2009
”Bønder, tømre, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde!”
De gamle og de nuværende elever har fundet noget, de kan være fælles om. I et højt og brølende kor synger de med på ”Skipper Klements morgensang” mens de i takt med sangens rytme skiftevis banker deres albuer og knytnæver ned i de oppyntede borde.
Gymnastiksalen knitrer af feststemning denne aften. Det store rum er blevet fyldt op med borde og stole og der er blevet pyntet op til aftenens festmiddag. Der er gammel elev-fest – en fest, der afholdes både efterår og forår. Siddepladserne under middagen er opdelt i de hold man var i på højskolen. Der er desværre ikke kommet så mange elever som forventet, og derfor står et bord næsten helt tomt mellem de gamle elever og de nuværende elever på Grundtvigs Højskole. Dette giver en lidt ærgerlig opdeling mellem årgangene.
Enighed om højskoleophold
Jeppe Holm Gudmandsen er nuværende elev på højskolen og fortæller, at han synes festen forløb udmærket. Han mener den opdeling, der var mellem nuværende og gamle elever fortog sig efter maden, så alle kunne have det sjovt sammen og tale om fælles oplevelser på skolen. Jeppe selv kommer helt sikkert til at huske opholdet på Grundtvigs Højskole.
”Det har været med til at forme mig som person og give mig nye kompetencer.” siger han, og fortæller, at han godt kan se sig selv tage til fremtidige gammel elev-fester.
Den ældste elev-årgang, der var repræsenteret til festen var fra foråret 1998. En af dem, der var til stede var Jonas Stenbæk. ”Det er med stor glæde, jeg tænker tilbage på højskolen. Det var en helt fantastisk tid.” husker han om sit ophold. Sammen med tre venner fra højskolen kom han de første 5-6 år fast til gammel elev-fest. På et tidspunkt holdt de op med at tage til festerne, men mødtes hvert år samme dag et sted i København. I år skulle det være anderledes, og vennerne tog for første gang i fire år til skolens årlige genforeningsfest.
”Vi mødes i mine øjne for lidt.” siger Jonas, men han mener samtidig, at det er en enormt god ting at have faste dage på året, hvor man mødes.
En gammel elev, der ikke var til festen denne gang, men som tidligere har været meget involveret i Gammel Elev-festerne er Aske Erbs. Aske var på Grundtvigs Højskole foråret 2005 og blev efter opholdet valgt som årgangsrepræsentant og kom således ind i elevforeningen, hvor han senere blev formand. Denne post besidder han ikke længere, men han er stadig i elevforeningen og er blandt andet redaktør for foreningens blad. Aske har flere gange været med til at arrangere Gammel Elev-fest.
”En af de ting, jeg synes bedst om ved at være i elevforeningen er at møde en masse spændende mennesker fra de andre årgange, hvilket der også er rig mulighed for til sådanne arrangementer.” fortæller Aske. Til spørgsmålet om, hvorfor man gider ligge så meget tid i en elevforening for sin gamle højskole svarer Aske:
”Jeg synes det er spændende og fedt at holde kontakt til skolen.”
Højskoleelev på deltid eller fuldtid?
Jesper Danielsson og Sally Bergh Palmvig er to unge mennesker, som har valgt at tilbringe fire måneder af deres liv på et højskoleophold, men på hver deres måde. Sally har valgt det traditionelle højskoleliv med at bo på skolen, mens Jesper har valgt at blive dagselev.
Af Maria Gaarde, 4. december 2009
Der går 69 elever på dette efterårshold på Grundtvigs Højskole. Ud af dem, er der kun to dagselever, og den ene er Jesper. Han er lidt for meget en københavner til at kunne bo her ude på ”landet”, som han selv beskriver det. Så er det okay, hvis det er på bekostning af det sociale.
”Jeg keder mig meget hurtigt, og her ude på ”landet” er godt nok steneren. I København er alt lige udenfor din dør, og det vender man sig hurtigt til.
Men det handler vel også lidt om at være tryghedsnarkoman.. Jeg har svært ved at sove, når der ikke er billarm udenfor mit vindue”, siger Jesper og griner højt.
Sally er blandt de 67 elever, som har valgt at blive traditionel højskoleelev. Hun er fra Århus, og hun kan ikke benægte, at det har haft en afgørende rolle for hvorfor hun har valgt at blive kostelev, men samtidig er det også det hun allerhelst vil.
”Man får meget mere udbytte af opholdet, som boende elev, og så går man heller ikke glip af noget,” siger hun.
Eleverne fra dette semester har ind i mellem vist sig fra deres dovne side og været lidt sløve til at deltage i obligatoriske arrangementer, og lagt mere vægt på de sociale events torsdag, fredag og lørdag.
Jesper har ikke deltaget til meget andet end timerne, da han føler at det er for uoverskueligt at tage sent hjem hver dag. ”Jeg er ikke med til nogen sociale aktiviteter efter timerne. Det hænder at jeg bliver til aftensmaden og socialiserer lidt, men mere bliver det ikke til. Jeg kan ikke overskue at tage sent hjem med det offentlige. Men det sociale er okay, og jeg føler mig altid velkommen, når jeg er her. ”
Sally føler derimod at hun er meget deltagende og hun er da også meget positiv stemt omkring de obligatoriske arrangementer.
”Jeg tror at jeg har været med til stort set alle morgensamlingerne. Jeg kommer fordi, at det er fedt og man lærer og oplever nogle ting, som man ellers ikke ville. Det synes jeg er vigtigt at tage med. For eksempel var foredraget i går med den forhenværende rocker, Preben, det bedste vi har haft, synes jeg. Det satte mange tanker i gang, og jeg var fuldstændig overvældet over hans fortællinger.
Det bedste ved højskolen er for Jesper, at der åbner sig en ny verden udenfor København, og det fascinerer ham.
”Det bedste ved højskolen er at man møder alle mulige spændende mennesker, som man ellers ikke ville møde. Alle dele af Danmark er repræsenteret, for ikke at snakke om verdensdelene”.
Sally har meget at sige om både det værste og bedste ved højskolen. Og finder at de to begreber går spænd i spænd.
Samværet er helt sikkert vinderen, men det kan også blive for nærgående, når man gerne vil have ”alenetid”.
”Størstedelen af tiden er det fedt, at der er mennesker omkring én hele tiden, men det kan også være hårdt fordi selvom man trækker sig tilbage til sit værelse, så er det ikke sikkert, at det er langt nok væk.
Det bedste er klart at man altid har nogen at snakke med, og at der altid sker noget. Tager man hjem en weekend går man glip af de mange små ting, som man måske ellers tager for givet, men som kan være de mest betydningsfulde. Det kunne være en snak i opholdsstuen eller noget så simpelt som at se en film sammen.
Det faglige er også fedt! Det er en rar måde at starte op på igen, når man som mig har arbejdet et år, og så skal på universitetet efterfølgende. Lidt mere afslappet, men lærerigt.”
Højskolens nationaliteter
Citater som ”Yes, I’m also meget sulten” og hjælp til dansk-lektier indgår som en naturlig del af fællesskabet på Grundtvigs Højskole. Et sted hvor danske, såvel som udenlandske elever, bor og lever op af hinanden, i et hyggeligt og dynamisk miljø.
Med sine 11 forskellige nationaliteter, præges højskolens dagligdag af en underholdende arbejdsgang, hvor god humor parres med sprogbarrierer og talefejl. Og hvor fællesskabet opstår i mødet mellem forskellige kulturer i hverdagen.
På skolen bor der også en gruppe DIS-students, som studerer i København og som er med i skolens fællesskab og fester, når de er hjemme.
Vi har talt med en repræsentant fra alle nationaliter på skolen om, hvordan det er at gå på højskole i Danmark.
Ungarn
Anna Bencsik
Hvorfor er du på højskole?
Fordi jeg gerne ville lære dansk
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
At komme til at kende den danske livsstil
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Det er svært at kommunikere, og jeg savner mit modersmål
Rusland
Anna Ovchinnikova
Hvorfor er du på højskole?
Fordi jeg læser dansk
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Det er selskabet, valgene og generelt det danske samfund.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Jeg er rigtig tilfreds med at være her, og jeg kan ikke komme
i tanke om noget det er dårligt.
Norge
Line Harstad Groven
Hvorfor er du på højskole?
For sjov og fordi jeg ikke havde andre planer. Min søster gik også på højskole i Danmark, og derfor har jeg hørt godt om det. Jeg er her også for at slappe af, og for at være social.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Det er fællesskabet, og timerne. Jeg kan specielt godt lide maleri. Det gode er, at der ikke er så meget ‘pres’ her. Her er ingen karakterer man skal tænke på.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Man mister kontakt med det uden for højskolen. På højskolen lever man som i en bobbel.
Danmark
Morten Nyboe Jakobsen
Hvorfor er du på højskole?
Det er jeg på grund af den personlige udvikling, og for at slå mig løs før jeg skal begynde på en uddannelse. Derudover savnede jeg også efterskole-livet.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Det er det sociale og fællesskabet. Det at man bor sammen her på højskolen, gør at man er tæt på hinanden.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Man føler sig lidt forpligtet til at være social, når man er her. Fordi man jo også betaler for at være her. Så man glemmer lidt at være sig selv.
Schweiz
Céline Konrad
Hvorfor er du på højskole?
Det er rigtig dansk at gå på højskole. Jeg vil gerne lære dansk, fordi jeg har en dansk mor, og dette er en god måde at lære det på.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
At bo og gå sammen med mange mennesker hele tiden og man kan lære hvad man har lyst til.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Der er hele tiden noget vi skal, så vi har ikke tid til at være alene.
USA
Thomas Ousterhout
Hvorfor er du på højskole?
Jeg bor på højskolen, fordi jeg går i skole inde i København. Der er 5 slags steder som amerikanere kan bo, når vi studerer i København, og Grundtvigs Højskole er en af dem.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Jeg kan godt lide at møde danske venner her og så kan jeg øve mig på mit dansk, fordi jeg har en dansk mor.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Jeg skal til København hver dag og der er en meget lang rejsetid, på ca. 3-4 timer hver dag.
Tjekkiet
Markéta Novotna
Hvorfor er du på højskole?
For at forbedre mit dansk, og for at se hvordan det er i Danmark, fordi jeg studerer dansk i mit hjemland. Jeg vil måske gerne arbejde i Danmark i fremtiden.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Det bedste ved højskolen, er at møde så mange forskellige nye mennesker.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Det er at jeg ikke har tid til mig selv. Der er altid så mange mennesker omkring en.
England
Emma Lise Fleming
Hvorfor er du på højskole?
Min mor er fra Danmark, og jeg vil gerne lære om min mors kultur og sprog. Min søster har også gået på Grundtvigs Højskole, og hun anbefalede mig det.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Det er vennerne, lærerne, festerne og alle de ting der hele tiden arrangeres.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Der er ingenting
Polen
Marta Walentynowicz
Hvorfor er du på højskole?
Jeg studerer dansk på universitetet i mit hjemland, og den bedste måde at lære et sprog på er at rejse til det pågældende land. Det er også en god pause fra studiet, og en god måde at lære den danske kultur og danskerne at kende på.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Det er fællesskabet.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Det er at vi har det samme skema hver uge, det gør at man hele tiden lever i rutiner. Jeg har været på højskolen i fire måneder nu, og vi skal det samme hver dag. Jeg savner mit normale liv, hvor jeg kan gøre hvad jeg vil.
Derudover er det også svært at være alene her, fordi man bor sammen med en. Så jeg er f.eks. taget til Odense og Århus nogle gange, for at have tid med mig selv.
Japan
Mayumi Iwamoto
Hvorfor er du på højskole?
Jeg kom sidste år, og jeg vil gerne studere dansk her i Danmark. Jeg vil gerne lære at tale nudansk, og ikke gammel, traditionelt dansk, så derfor tænkte jeg at højskole var et godt sted at lære det. Derudover er jeg fri for at finde en lejlighed, når jeg bor her.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Det er dejligt at være i den danske kultur og blandt dansksprogede mennesker.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Det er koldt om vinteren.
Grønland
Rina Kristiansen
Hvorfor er du på højskole?
Jeg har arbejdet på et hotel, hvor jeg ikke havde fritid. Så det blev jeg rigtig træt af. Og da jeg så søgte på nettet, for at finde noget andet, så fandt jeg Grundtvigs Højskole, hvor de havde næsten alle de fag jeg kan lide.
Hvad er det bedste ved at gå på højskole?
Det er at have de fag som man kan lide, og at møde mange nye mennesker.
Hvad er det værste ved at gå på højskole?
Her er altid koldt.

