Forfatter Naja Marie Aidt

Naja Marie Aidt debuterede som forfatter i 1991 med digtsamlingen SÅ LÆNGE JEG ER UNG. I 2006 udkom novellesamlingen BAVIAN, som Naja Marie Aidt modtog både Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris for. I løbet af sin karriere har hun også modtaget bl.a. Herman Bangs Mindelegat, Martin Andersen Nexø prisen, Beatrice Prisen og den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

Naja Marie Aidt udgav sin første roman i 2012 med STEN, SAKS, PAPIR. Romanen blev efterfulgt af fællesbogen FRIT FLET, 2014, som er skrevet sammen med Mette Moestrup og Line Knutzon. FRIT FLET er en kollage om venskab, frihed, køn, ensomhed, latter, moderskab, kærlighed, sex, magt, penge og meget andet. Statens Kunstfond præmierede værket for at være et af de værker i 2014, der har haft en særlig betydning for dansk litteratur. I 2016 udgav Naja Marie Aidt digtsamlingen OMINA, skrevet sammen med Mette Moestrup.

Naja Marie Aidts forfatterskab omfatter lyrik-, novelle- og romangenren og derudover dramatik, radiospil, sangtekster, børnebøger samt manuskriptet til filmen STRINGS, og ofte kredser forfatterskabet om menneskelige relationer og kommunikation mellem mennesker. Forfatterskabet, der gør Naja Marie Aidt til en af de mest læste forfattere i sin generation, er også blevet oversat til en lang række sprog.

Det moderne liv står centralt i Naja Marie Aidts forfatterskab. Og det er tunge emner, der tages op, såsom utroskab, sygdom, død, vold, angst, seksualitet og kærlighed.

I marts 2017 var hun aktuel med bogen HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE. For to år siden døde Naja Marie Aidts søn Carl i en ulykke, 25 år gammel. HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE er en ærlig bog om, hvordan sorg er, hvordan den forandrer ens forhold til virkeligheden, til ens nærmeste, til tiden.

Naja Marie Aidt er født i Grønland,  har haft sit ungdoms- og voksenliv i Danmark og bor nu i New York. Hun kommer til Grundtvigs for at fortælle om sit forfatterskab og om at finde inspiration til at skrive.

Sted: Grundtvigs højskole, Foredragssalen
Tid: Torsdag den 7.september kl.19.30
Entré, kaffe og kage: 80 kroner

Se hele kalenderen